God start på rejsesæsonen hos NILLES
NILLES REJSER i Dybvad har travlt for tiden. Det nordjyske rejsebureau har i forhold til samme tidspunkt sidste år haft en fremgang på mere end 1000 rejser. Dette mersalg svarer til en stigning i omsætningen på 5 millioner kr.
Rejsesæsonen er for alvor i gang, og NILLES REJSER glæder sig over et stigende rejsesalg. Man er meget tilfreds med salget af rejser til mere end 100 rejsemål i 30 forskellige lande. Salget ligger over sidste år på samme tidspunkt. NILLES REJSER har bl.a. mærket en stor interesse for kombinerede fly- og busrejser. Rejserne til Italien med afrejse fra Aalborg Lufthavn til Toscana, Cinque Terre og Sorrento-Amalfikysten med attraktive flytider er i særdeleshed populære. 60% af rejserne er allerede solgt, udtaler Lars Bock.
Hos NILLES REJSER noteres med tilfredshed et øget antal feriegæster, som vælger at flyve til rejsemålet og efterfølgende køre udflugter i bus. Også de klassiske busrejser til eksempelvis Østrig, Tyskland og Italien går godt. Det er rejsemål som altid fornøjer vores gæster, og steder, som mange ofte besøger mere end en gang, udtaler Lars Bock.
I 2011 rejste 17.000 feriegæster med NILLES REJSER, som havde en god sæson. Der tilbydes et omfattende program med busrejser, flodkrydstogter, kombinerede fly- og busrejser samt opera-, koncert- og musikrejser. NILLES REJSER dækker således Europa lige fra Nordkap i nord til Costa Tropical i syd og fra Island i vest til Skt. Petersborg i øst. Hertil kommer en række rejsemål udenfor Europa som Israel, Kina og Cuba.


