Skip to main content

Rejser til Bornholm

-
Danmarks dejligste ferie-ø

Ferier på Bornholm med dansk rejseleder

Når du rejser til Bornholm med NILLES Rejser, kan du bogstaveligt talt læne dig tilbage og nyde, at alt er planlagt for dig. I sommerhalvåret har vi mere end 30 busture til Bornholm, og vi har stor erfaring i at sammensætte et program, som sikrer dig de allerbedste oplevelser på den smukke solskinsø – fra Allinge i nord til Dueodde i syd.

På alle vores busrejser til Bornholm bor vi på det hyggelige Hotel Allinge med All Inclusive Light. Herfra tager vi på ture rundt i det smukke landskab og oplever Hammershus, Østerlars, Rytterknægten, Christiansø, besøger stenbrud, lærer om silderøgning og meget mere – alt efter hvilken rejse, du vælger. Du rejser i selskab med en dansk rejseleder, der brænder for at dele ud af sin viden og give dig en oplevelse ud over det sædvanlige.

En rejse til Bornholm er altid en god beslutning, og du er sikret en god og indholdsrig rejse, uanset om du tager med på vores 6-dages eller 5-dages rejse. På begge ture rejser vi med en komfortabel bus gennem Danmark og ned gennem Sydsverige, inden vi sejler med Bornholmerlinjen til Rønne.

Over 40 år med rejser til solskinsøen

Hos NILLES nærer vi en særlig kærlighed til Danmarks dejligste ferieø Bornholm, og i mere end 40 år har vi sendt ture afsted til den smukke klippeø. Vores første tur var i foråret i 1983, hvor vi dengang boede på det gamle Alexandersens Hotel i Allinge, der siden blev revet ned. Da havde vi dog allerede forelsket os i det skønne, nordlige Bornholm.

Siden 2015 har vi holdt til på Hotel Allinge, hvor du bliver budt hjerteligt velkommen af det gæstfrie værtspar Ellen og Thorbjørn på det hyggelige hotel, der er opført i typisk bornholmerstil og ligger midt i Allinges charmerende bindingsværksidyl med butikker, røgerier, restauranter og et skønt cafémiljø inden for kort gåafstand. Bornholm er i dag det rejsemål, vi har flest afgange til årligt, og du har rig mulighed for både at opleve Bornholm i sin varme efterårsglød, i det spirende forår eller om sommeren, hvor Bornholm virkelig lever op til sit ry som en solskins-ø.

Oplev Bornholms seværdigheder

Ud over at gå under det flatterende navn som Solskinsøen, er Bornholm også spækfyldt med spændende seværdigheder. Et af øens mest ikoniske vartegn er Hammershus, der er Nordeuropas største borgruin. Den blev grundlagt i 1200-tallet som et strategisk vigtigt forsvarsværk på toppen af en bakke på det nordvestlige Bornholm med udsigt over Østersøen. Her ved den imponerende middelalderfæstning kan du nyde den fremragende udsigt over havet og fornemme de historiske vingesus blandt de gamle tårne og stenmure.

Hammershus er dog ikke det eneste bygningsværk, der ofte finder sin vej til de bornholmske postkort, for også Østerlars Rundkirke er et ikonisk symbol på Bornholm. Den hvidkalkede kirke er, ja – som navnet antyder – rund, og det er den største og ældste af Bornholms fire rundkirker. Den ligger på en bakketop og menes at være endnu ældre end Hammershus med et fødselsår tilbage omkring år 1150. Den fungerer i dag som en helt almindelig folkekirke og er med sin særlige arkitektur et must at se for enhver, der vil have den fulde Bornholm-oplevelse.

I skovens dybe, stille ro

Ønsker du at krydre din rejse til Bornholm med flotte naturoplevelser, er Almindingen inde midt på øen et af de bedste steder at gøre det. Skoven, der er en del af det nordbornholmske højland, er Danmarks femtestørste, og her er der flere gode grunde til altid at have kameraet lige ved hånden. Du kan udforske 200 år gammel, fredet skov, besøge indhegningen med bisonokser og opleve ekkoet gjalde mellem de stejle klippevægge på en gåtur gennem Ekkodalen. Almindingen huser også Bornholms højeste punkt med det ridderlige navn Rytterknægten. Her kan du opleve den fremragende udsigt over øen fra toppen af det 22 meter høje tårn Kongemindet, der blev bygget tilbage i 1856 til ære for Frederik 7. og grevinde Danners besøg nogle år forinden.

Bornholms bedste badestrand

Ved første øjekast kan Dueodde Strand snildt lede tankerne hen på solferie i Sydeuropa, men du skal heldigvis ikke længere sydpå end til bunden af Bornholm for at finde den skønne sandstrand, der har ry for at være Danmarks bedste. De bølgende klitlandskaber, fløjlsbløde sand og klare vand gør dette til et oplagt sted at slappe af på en dansk sommerdag med solbadning og eventuelt en frisk dukkert.

SMAGEN AF BORNHOLM

Bornholm er kendt for øens mange finurlige skikke, og det skinner igennem i øens særlige, lokale specialiteter. Fiskeri, bolsjer, pølser, øl og is er blot et udpluk af de bornholmske traditioner, det kræver smagsløg for at opleve.

Bornholm er eksempelvis kendt for sine røgede sild, hvis delikate, røgede smag gør dem til en favorit blandt både lokale og besøgende. Vil du smage denne autentiske bid af Bornholm, er det oplagt at bestille en ”Sol over Gudhjem”, der er en af øens bedst kendte egnsspecialiteter. Smørrebrød med røget sild, æggeblomme, radiser og purløg er alt sammen ingredienser i den gamle opskrift, der bør stå på enhver bornholmsk bucketlist.

Har du smag for god øl, er der godt at vælge imellem på enhver bornholmsk café. Øen er kendt for Svaneke Bryghus, der gør en dyd ud at producere kvalitetsøl 100% økologisk. Og er du et smut forbi Svaneke på det allerøstligste Bornholm, smager en kold Svaneke-øl formentlig lige dét bedre.

Bornholm har noget så fantastisk som en nationaltrold. Krølle Bølle hedder den, og den skulle efter sigende have bopæl et sted på det nordlige Bornholm med sin familie. Om trolden er sand eller opspind må være op til den enkelte at vurdere, men sandt er det, at den har lagt navn til den populære Krølle Bølle-is. Siden slutningen af 1950’erne har bornholmerne og is-lystne tilrejsende kunnet tæmme varmen med den velsmagende is, men i 00’erne blev produktionen rykket til Midtjylland og Fyn. I 2023 er produktionen igen flyttet hjem til Bornholm, og heldigvis er øen rig på gode isbarer- og mejerier, så der er rig mulighed for at prøve den gode is.

Bornholm: 2 rejser fundet

Bornholm – Allinge med All Inclusive Light 6 dage

Bornholm – Allinge med All Inclusive Light 6 dage

  • Danmark
  • Natur og historie
  • Rejselængde: 6 Dage
    Pris: Fra Kr. 5.895
  • Fra Allinge i nord til Dueodde i syd står natur-, kultur- og smagfulde oplevelser i kø. Besøg Hammershus, rundkirken Østerlars og mere. 

Bornholm – Allinge med All Inclusive Light 5 dage

Bornholm – Allinge med All Inclusive Light 5 dage

  • Danmark
  • Natur og historie
  • Rejselængde: 5 Dage
    Pris: Fra Kr. 4.895
  • Fra Allinge i nord til Dueodde i syd står natur-, kultur- og smagfulde oplevelser i kø. Besøg Hammershus, rundkirken Østerlars og mere. 

  • Mar
  • Apr
  • Maj
  • Jun
  • Jul
  • Aug
  • Nov
  • Dec
  • Jan
  • Feb
  • Mar
  • Apr
  • Maj
  • Jun
  • Jul
  • Aug
  • Danmarks bedste rejsearrangør 2019
  • Kvalitetsrejser
    i trygge rammer
  • Altid med erfaren
    dansk rejseleder
  • Sammen om
    nye oplevelser
Få nyhederne først
Få nyhederne først

Vær først med de seneste nyheder og få rejsetips og inspiration. Tilmeld dig vores nyhedsbrev og deltag hver måned i konkurrencen om 1.000 kr. at købe rejse for.

Vi svarer som regel indenfor 24 timer (hverdage)
7021 6022Se åbningstider
Luk menu