22-12-2017: Det nye rejsekatalog 2018 med 150 rejsemål og 29 nyheder

VELKOMMEN TIL NILLES’ REJSESÆSON 2018
Det er med stor glæde, at vi kan præsentere NILLES’ rejsekatalog 2018. Vores rejsekatalog har fået et nyt forfriskende layout, og præcis som tidligere har vi bestræbt os på at tilbyde kvalitetsrejser med oplevelser med de samme værdier, som igennem mere end 70 år har kendetegnet NILLES REJSER.

Vi kan i år præsentere hele 29 nyheder, så uanset om du er til helt nye rejseoplevelser eller foretrækker et af vores traditionelle rejsemål, vil der helt sikkert være noget, som vækker din rejselyst. Sæt dig derfor godt til rette, drøm dig væk og begynd at tilrettelægge din næste ferie med NILLES.

STORE OPLEVELSER VENTER
Mange rejsemål både med bus, skib og fly bliver år efter år efterspurgt af vores gæster og er derfor naturligvis også at finde i vores rejsekatalog. Glæd dig for eksempel til vores hyggelige blomsterrejser til Holland, hvor vi i 2018 har planlagt endnu flere afgange. Der venter storslåede naturoplevelser på vores populære rundrejser til Nordkap og Lofoten, og når vi udforsker det skotske højland og eventyrlige Sydengland. Vi sejler på de smukkeste floder i Europa og på vores mange flyrejser har du mulighed for at få fantastiske oplevelser så langt væk som USA og Vietnam. Har du brug for at rejse væk i længere tid og rigtigt slappe af, så er vores efterspurgte langtidsferier en oplagt mulighed, hvor vi igen i år udvider med endnu flere afgange.

NYHEDER PÅ PROGRAMMET
Krydstogter på de åbne have er populære, og vi tilbyder nu endnu flere muligheder til søs i bl.a. Middelhavet, Adriaterhavet og Det græske øhav. Vi er desuden stolte over, som et af de få rejsebureauer i Danmark, at kunne byde velkommen ombord på verdens største og mest moderne krydstogtskib, Symphony of the Seas. Med bus kan du blandt andet opleve Porec, vores nye rejsemål i Kroatien, historiske Flandern og Blomsterkysten ved den Italienske Riviera. Til Portugal har vi i 2018 vores eget charterfly direkte fra Aalborg i sensommeren, hvor der venter mange nye oplevelsesrige rejser, og for de aktive kan vi præsentere en vandretur i Sierra Nevada-bjergene med fly og cykelferier i Holland og Harzen med bus. Som altid har vi dansk rejseleder med på alle vores rejser, hvad enten vi rejser med bus, fly eller skib og spændende oplevelser er altid inkluderet i prisen – det er sådan, vi rejser.

DRØMMEN ER KUN ÉT KLIK VÆK
Vi arbejder løbende med nye spændende idéer og rejsemål, og du kan altid holde dig opdateret via vores hjemmeside www.nilles.as og vores nyhedsbrev. Husk endvidere, at du også kan finde os på Facebook. Afslutningsvis vil vi takke for en god rejsesæson 2017. Flere end 26.000 gæster valgte NILLES REJSER som rejsearrangør. Vi er stolte, ydmyge og bevidste om det ansvar, vi betros. Vi håber 2018 rejsekataloget vil inspirere til at besøge et eller flere af vores mange rejsemål og ser frem til at byde såvel nye som kendte gæster velkommen.

MIRIAM BISGAARD CHRISTIANSEN
OG TEAMET HOS NILLES REJSER