Fjordnorge - 8 dage

Verdens smukkeste fjorde og fjelde
De norske fjorde er udråbt af National Geographic til at verdens bedste rejsemål; her er snehvide fjeldtinder, dybblå fjorde og farverige byer. Denne rejse er udviklet gennem mange år, så vi i dag kan tilbyde dig en helt enestående perlerække af oplevelser. Vi bor i de spændende byer Molde, Geiranger, Ålesund, Bergen og Stavanger. Vi kører på de mest fantastiske vejbyggerier, Atlanterhavsvejen og Trollstigen og tager med toget på en af Norges smukkeste jernbanestrækninger, Raumabanen. Vi sejler naturligvis også gennem Geirangerfjorden – en storslået oplevelse, som du ikke betaler ekstra for med NILLES. Her er kort fortalt alle Fjordnorges perler samlet i én uforglemmelig rundrejse.

Status:
Udsolgt

Rejsebeskrivelse 2020

DAG 1 
Tyrifjorden – Beitostølen

Fra Hirtshals sejler vi med Fjord Lines store, flotte cruise-færge til Langesund, hvor vi ankommer over middag. På overfarten er NILLES vært ved den store morgenbuffet. Vi begiver os straks efter ankomst ud på en smuk tur mod Drammen og herfra gennem Norges frugthave forbi Tyrifjorden. Fra Fagernes følger vi fjeldvejen mod Beitostølen, hvor vi har første overnatning i det enestående norske fjeldlandskab.

DAG 2
Raumabanen

Vi passerer den store sø, Bygdin, og kører over Valdresflya i 1.389 meters højde, hvor der ofte – selv om sommeren – ligger høj sne på begge sider af vejen. Herfra er der en enestående udsigt mod Norges højeste fjeldtinder i Jotunheimen. Vi nyder naturen, inden vi når Gudbrandsdalen og Dombås. Her stiger vi ombord på toget, der fører os ad en af de mest spektakulære jernbanestrækninger i Norge, Raumabanen. Undervejs kommer vi ned gennem Romsdalen, der er så smal og stejl, at toget må tage begge sider af dalen i brug og vende i en tunnel inde i fjeldet. Vi ankommer til Åndalsnes og er nu nået ud til det vestnorske fjordlandskab. Her sejler vi over en af fjordene og når snart rosernes by, Molde, der er berømt for sin smukke beliggenhed ved Moldefjorden med udsigt til flere hundrede forrevne fjeldtinder. 

DAG 3
Atlanterhavsvejen 

En flot dag med to af verdens mest imponerende vejanlæg venter os. Vi kører først mod nord og ud på Atlanterhavsvejen, som Nordmændene selv har kåret til århundredets vejbyggeri. Her mødes land og hav, og vejen er anlagt på småøer og klippeskær, der er bundet sammen af adskillige broer. Vi holder naturligvis pause ved vejens bedste udsigtspunkt, hvor der er helt fri udsigt mod Atlanterhavet og de særprægede broer. Herfra går turen tilbage mod Åndalsnes og Romsdalen, hvor vi ser Europas stejleste fjeldvæg, inden vi når Trollstigen. Den gamle fjeldvej snor sig op ad fjeldsiden gennem flotte hårnålesving med en enestående udsigt ned gennem dalen og ud mod Isfjorden. På toppen af Trollstigen bliver der god tid til se de nyanlagte udsigtspunkter, der bl.a. byder på en flot udsigt mod fjeldtinderne Kongen, Dronningen og Bispen. Om eftermiddagen går vores rute gennem Norges jordbær-dal og langs Storfjorden til den smukke jugendstil-by, Ålesund, hvor vi overnatter på et godt hotel i centrum. Efter aftensmaden er der mulighed for at spadsere op på Aksla-fjeldet, hvorfra udsigten er kåret til at være Norges flotteste.

DAG 4
Ålesund - Geirangerfjorden

I dag skal vi opleve en af turens højdepunkter, nemlig sejlads gennem Geirangerfjorden. Her oplever vi, hvordan fjorden gradvis bliver smallere og de næsten lodrette klippevægge rejser sig direkte op fra vandoverfladen. Hele dette enestående landskab er på UNESCOs Verdensarvsliste. Allerinderst i fjordene ligger den lille flække, Geiranger, der om sommeren besøges af flere hundrede krydstogtsskibe fra hele verden – og dét med god grund. Stedet er indbegrebet af Norge med bygden, der er omgivet af majestætiske fjelde og vild natur. Vi overnatter i Geiranger på et af byens hoteller, hvorfra vi kan nyde en magisk udsigt over Geirangerfjorden og naturen. 

DAG 5
Isbræer og fjordlandskaber

Fra Geiranger begiver vi os igen op i højderne, og i klart vejr tager vi en afstikker til fjeldet, Dalsnibba, hvorfra vi i 1.500 meters højde har udsigt mod både fjorden, dalen, fjeldtinderne og isbræerne i området. Herfra fortsætter vi mod Lom, hvor vi besøger en af Norges flotte, gamle stavkirker, inden turen fører os videre over den gamle Sognefjeldsvej. Også her er der ofte sne om sommeren, og udsigten mod Jotunheimens mytiske fjeldtinder er fantastisk. Sognefjeldsvejen leder os videre ud mod kysten, hvor vi følger den turkisblå Lustrafjord til Sogndal, hvor vi overnatter.

DAG 6
Sogndal - Bergen

Vi krydser Sognefjorden med færge og begiver os over fjeldene mod vandfaldet, Tvindefoss, inden vi spiser frokost i Voss. Herfra går turen til Bergen. Vi tager en lille spadseretur på Bryggen, der er byens absolut mest kendte område med sine flere hundrede år gamle træhandelsgårde, der ligger direkte ud til havnen. Vores hotel ligger centralt i byen, tæt på havnen, og der bliver tid til en lille tur på egen hånd inden aftensmaden. Efter aftensmaden tilbyder rejselederen en tur med byens skinnebane til toppen af fjeldet, Fløyen, hvorfra solnedgangen på klare aftener er ubeskrivelig.

DAG 7
Stavanger

Syd for Bergen følger vi den imponerende kystrute mod Stavanger, hvor færger, broer og undersøiske tunneller forbinder to af Norges største og smukkeste byer. Over middag er vi fremme i Norges oliehovedstad Stavanger, hvor vi besøger byens moderne, flotte og informative oliemuseum, der giver et meget spændende indblik i Norges oliehistorie. Der bliver tid til besøg i den charmerende, gamle bykerne med sine særdeles velbevarede træhuse. Vi overnatter på et hotel lidt uden for centrum af Stavanger.

DAG 8
Jøssingfjorden

Også rejsens sidste dag byder på store natur- og historieoplevelser. Syd for Stavanger begiver vi os ud på den gamle kystrute, Nordsjøvegen. Vi følger bl.a. Jøssingfjorden, hvor en af de mest skæbnesvangre begivenheder fandt sted forud for besættelsen af Danmark og Norge den 9. april 1940. Strækningen er også berømt for sin særprægede og meget barske klippenatur. Midt på eftermiddagen er vi i Kristiansand, hvor vi går ombord på Color Lines store Superspeed-færge. NILLES er også her vært med den store buffet inklusive drikkevarer.

Praktiske oplysninger

ENTRÉER: Stavkirken i Lom ca. NOK 60,00. Billet til Fløibanen ca. NOK 113,00. Oliemuseet i Stavanger ca. NOK 65,00.

VALUTA: Norske kroner (NOK).

TEMPERATUR: Temperaturen kan svinge fra 10° - 15° til ca. 25°.

ØVRIGT: Det er en god idé at medbringe vindog vandtæt beklædning samt gode sko.

Afgang - ankomst 2020

FJORDNORGE

PÅ- OG AFSTIGNING

AFREJSE

HJEMKOMST

Dybvad

Falkevej 25, NILLES

06:45:00

21:10:00

Hirtshals

Dalsagervej 3, P-plads ved Hirtshals Transport Center

07:55:00

19:45:00

Hjørring

A-Z, A.F. Heidemanns Vej

07:40:00

20:15:00

Brønderslev

Q8, Jerslevvej, P-plads ved Grillen,  ovf. Bondestuen

07:15:00

20:40:00

Bouet

Kvickly, P-plads

06:55:00

21:00:00

Aalborg

Frakørsel 26, Universitetsboulevarden, Pendlerplads

06:45:00

21:10:00

Haverslev

Industriparken 2, Circle K

06:15:00

21:40:00

Hobro

Frakørsel 35, Skivevej, P-plads, Hobro V.

06:00:00

21:55:00

Randers

Rasteplads, Gudenåen Øst

05:40:00

22:15:00

Ødum

OK Plus Ødum, Landevejen 203/Ødumvej

05:25:00

22:30:00

Århus

Frakørsel 47, Tilst, Borumvej, OK

05:15:00

22:40:00

Skanderborg

Banegård

05:00:00

22:55:00

Horsens

Frakørsel 56A, Q8/BurgerKing, Horsens V

04:45:00

23:10:00

Kort

Hotel

Fjordnorge iht. hotelliste

Fjordnorge iht. hotelliste

AFREJSE 2020 - Radisson Blu Resort Hotel Beitostølen, N-2953 Beitostølen Tlf. +47 6135 3000 Se mere Scandic Seilet Hotel Gideonvegen 2, N-6412 Molde Tlf. +47 7111 4000 Se mere Scandic Park...