Toscana Sensommer - 8 dage

Italiens grønne hjerte
Når sommeren går på hæld herhjemme og dagene bliver kortere i takt med temperaturen daler så frister Toscana og det behagelige klima med solrige dage og lune aftener. Læg hertil masser af oplevelser for både natur- og kulturelskere og så har man en vellykket ferie. På denne rejse oplever vi nogle af Toscanas største seværdigheder og flotteste byer. Glæd dig bl.a. til renæssancens højborg Firenze og helgenbyen Assisi – to byer som med hver deres charme og skønhed printer sig ind på nethinden. Vi bor i den mondæne kurby Chianciano Terme, som udgør en perfekt base for vores oplevelser i Italiens grønne hjerte, Toscana. 

Status:
Udsolgt

Rejsebeskrivelse 2018

UDREJSE

Udrejse med NILLES charterfly direkte fra Aalborg til Bologna. Transfer til Chianciano Terme

HJEMREJSE

Hjemrejse med NILLES' charterfly direkte fra Bologna til Aalborg.

 


UDFLUGTER

 

Siena - Piazza del Campo
Heldagstur

Vi sætter kursen mod Siena, hvor vi skal på en spændende byrundtur. Siena var i middelalderen kendt som en af Europas blomstrende handelsbyer med imponerende kirker og paladser og den flotte muslingeformet plads, Piazza del Campo, der ligger foran byens rådhus. Pladsen skulle senere inspirere til udformningen af Københavns Rådhus. Byens domkirke regnes desuden for at være en af Italiens smukkeste med sine karakteristiske zebrastribede mure og søjler. Velbevarede røde murstenshuse langs de snævre gader fuldender indtrykket af middelalderstemning.

Firenze
Heldagstur

I Toscanas hovedstad, Firenze, ved Arno-floden har flere af Italiens berømte kunstnere som Leonardo da Vinci og Michelangelo sat deres præg. Blandt de mange seværdigheder ser vi S. Croce-kirken, Santa Maria del Fiore-domkirken med den store røde kuppel og de typisk toscanske stribede mure. Ved siden af domkirken ses det ottekantede dåbskapel med blandt andet den berømte Paradisdør. Vi besøger byens middelalderbydel, hvor digteren Dante levede. Over Arno-floden fører den berømte bro, Ponte Vecchio, med dens mange guldsmedebutikker. Nær broen ligger kunstgalleriet, Uffizierne, med værker af nogle af verdens største billedkunstnere samt den smukke Piazza della Signoria-plads med rådhuset, Palazzo Vecchio.

Helgenbyen Assisi
Heldagstur

Et af rejsens mange højdepunkter er besøget i Assisi, som rummer mange minder om Italiens mest kendte helgen, Frans af Assisi, der var stifter af franciskanerordenen. Vi besøger en række af stederne, der er knyttet til hans liv og virke, bl.a. hans gravkirke, San Francesco, hans fødehjem samt steder med tilknytning til en anden af Assisis helgener, S. Chiara. Under opholdet besøger vi endvidere huset, hvor den danske forfatter Johannes Jørgensen boede, mens han skrev Frans af Assisis biografi.

Renæssancebyen Pienza og vingårdsbesøg
Halvdagstur

Vi kører til Pienza, der ligger majestætisk på et højdedrag i det toscanske landskab med en smuk udsigt over dalen, Orcia. Her skal vi på en spændende byrundtur. Pave Pius II, som er født i byen, besluttede i 1459, at hele byen skulle omdannes til en by opbygget efter renæssancens idealer. Resultatet er i høj grad synligt omkring den centrale trapezformede plads, Piazza Pio, hvor der på alle fire sider ligger flotte renæssancepaladser. Maleriske Pienza har ofte været brugt som kulisse i film, bl.a. er scener fra Romeo og Julie, Bryggeren og Den Engelske Patient optaget her. På vej tilbage gør vi holdt ved en smuk lille vingård, hvor der vil være mulighed for frokost med lokale specialiteter samt smagning af nogle af de berømte vine, som her produceres.

Praktiske oplysninger

ENTRÉER: Entréer udgør ca. EUR 30,00. Vinsmagning inkl. let frokost ca. EUR 17,00

VEJRET: Chianciano Terme (gns.): august - oktober 23° - 27°

VALUTA: Euro (EUR).

ØVRIGT: Turen kan være krævende for gangbesværede.